Nu varer det ikke længe før en velfortjent sommerferie står for døren. Et meget anderledes år er gået, det har været udfordrende, men også lærerigt. Jeg håber vi kan holde fast i nogle af de gode ting der pga corona har fundet vej ind i vores hverdag.
På den skole, hvor jeg arbejder, har vi haft stor glæde af mange to-lærertimer. Det gav et godt overblik og en mulighed for bedre at se det enkelte barns behov. På skolen holdt eleverne også forskudte pauser. Det har betydet langt færre alvorlige konflikter, som har skulle bearbejdes i starten af den efterfølgende time. Blot et par eksempler på, at ikke alt var skidt under denne pandemi.
Nu glæder jeg mig til at genoptage min læsevejlederfunktion, som har ligget stille det meste af året. Det har den fordi jeg har været fuld tid i først min 2. klasse og efter mit skoleskifte min 1. klasse.
Selv om jeg går på sommerferie lige om lidt, betyder det ikke at jeg lukker alle mine projekter ned. Tværtimod, for når I kommer tilbage efter sommerferien er der masser af spændende nye Guided Writing opgaver.
Nyheder til det kommende skoleår
0. klasse:
Jeg er i fuld gang med at udvikle opgaver til Guided Writing i 0. klasse, og dem vil du kunne se på hjemmesiden fra uge 30.
1. klasse:
Guided Writing opgaverne til 1. klasse får tilføjet en udgave med hjælpeord. Perfekt til de elever, der har brug for lidt hjælp for at komme i gang med skrivningen.
2. klasse:
I 2. klasse arbejdes med en kombination af læse- og skriveundervisning, hvor hver opgave tager udgangspunkt i en bog. For at være på forkant med bestilling af bøger til hele skoleåret, så har jeg lavet en oversigt over de bøger, som skal bruges til opgaverne.
I uge 30 vil bogliste og opgaverne også være tilgængelig på hjemmesiden.
Skal du have ny klasse efter ferien?
Måske har du allerede stiftet bekendtskab med ”præsentation af mig” opgaven, som er god når elever og lærer skal lære hinanden at kende.
Jeg forenkler ”præsentation af mig”, så der både vil være en udgave til 0-1. klasse og en til 2-3. klasse. Den vil være at finde på hjemmesiden inden skolerne starter igen.
Jeg håber I alle får en dejlig sommer, en masse gode oplevelser og at I vender tilbage til Skrivogstav.dk efter ferien.
Har du spørgsmål til Guided Writing er du altid velkommen til at kontakte mig.
Vil du have en mail når de nye opgaver kommer online? Tilmeld dig nyhedsbrevet for skolelærere
Solskinssommerhilsner fra Pernille