Af skolelærer og læsevejleder Pernille Terkelsen, Skriv og Stav
Onsdag den 20. november 2019 var jeg inviteret til at holde et oplæg på Læsevejlederdagen på Munkebjerg Konferencen. Jeg har vidst, at jeg skulle afsted, det sidste år, men jeg havde slet ikke forestillet mig, hvordan det ville være at stå foran 260-280 læsevejledere, læsekonsulenter og andre med interesse for læsning og skrivning.
Inden afgang havde jeg brugt 2-3 uger på at forberede mit oplæg og lave en powerpoint præsentation om at undervisningsdifferentiere i skriveundervisningen.
Om tirsdagen kørte jeg mod Munkebjerg i Vejle og nervøsiteten kørte sammen med mig.
Vel installeret på et fint værelse, havde jeg forestillet mig, at jeg skulle gennemgå oplægget igen og justere det, så jeg var helt tilfreds. Men, det mente mit hoved ikke, jeg havde allerede kigget så meget på det oplæg, at jeg ikke orkede at se på det igen. I stedet satte jeg mig til at se lidt fjernsyn og arbejde på det strikketøj, jeg bare gerne ville have gjort færdigt.
Jeg aftalte i løbet af aftenen, at jeg skulle mødes med en kollega, Lisbeth, til morgenmaden. Lisbeth skulle holde oplæg om Guided Reading før mig, så vi ville sammen forberede os op at gå på scenen.
Foredraget
Onsdag morgen mødtes jeg med Lisbeth og sammen fik vi kæmpet os igennem lidt morgenmad inden vi gik ned for at se salen, hvor slaget skulle stå.
Læsevejlederdagen fandt sted i Munkebjergsalen og den er altså både stor og flot. Der stod lange borde klar til at modtage alle deltagerne, en stor scene med storskærm og to store skærme i siderne, så alle med sikkerhed kunne se.
Jeg fik afprøvet mikrofonen og sikret mig, at min powerpoint præsentation fungerede på konferencestedets computer.
Ikke ret lang tid derefter startede konferencen og Lisbeth var på som den første. Jeg sad på forreste række, så jeg kunne give tegn til Lisbeth om at sætte tempo ned/op, nikke til hende for at vise det gik godt og ikke mindst vise min sympati og begejstring for hendes oplæg. Lisbeth havde lovet, at gøre det samme for mig.
Endelig blev det min tur. Da jeg gik på scenen var det med meget tør mund og med indre rystelser. Men jeg fik på en eller anden måde hanket op i mig selv og udbredt mit budskab om, hvordan man som lærer kan nå alle sine elever igennem undervisningsdifferentiering i skriveundervisningen.
Stolt var jeg da jeg gik ned igen, ikke fordi jeg syntes jeg leverede en pragtpræstation, men bare fordi jeg gjorde det 🙂
